mar 02 2009
Busser til Grinsted
Færre busser til Grindsted er noget skidt. For de unge uddannelsessøgende. For Region Syddanmark, hvor der gerne skulle være udvikling i hele regionen – og ikke bare koncentreret om de store byområder. Det har Leif Krarup og Jesper Dahlmann (VAF 15/11) ganske ret i.
Når partiet Venstre går ind for nedlæggelse af regionale busruter skyldes det da heller ikke den vedtagne regionale udviklingsplan, hvori bl.a. står, at bosætning i tyndt befolkede områder skal fremmes via god infrastruktur.
Det skyldes vel Venstres principper om 1) skattestop (regionen må klare sig med de tildelte kroner) og 2) liberalisme (lad falde hvad ikke kan stå, f.eks. busruter med stort underskud).
En af Venstres unge løver, Anders Tang, har netop i Jyllands-Posten (16/11) skudt med skarpt mod, hvad han kalder “de statsstøttede busser”, idet han understreger, at “det velfærdshungrende” folk skal mærke, hvad tinge koster: “Dette tror jeg til dels vil stoppe den krævementalitet, som gennemsyrer samfundet lige nu”.
Hvis Grindsted således skal bevare buslinjer, kan der være god grund til at gøre op med bastant tilslutning til principperne om skattestop og liberalisme.
Kommentarer slået fra