Fordelen ved private hospitaler er ikke mindst, at de kan træde hurtigt og fleksibelt til, når kapaciteten i det offentlige (formentlig i en periode) ikke rækker til at behandle bestemte patientgrupper inden for en given tidshorisont. Hermed kan patienternes utryghed, ubehag og sygefravær reduceres.

Fokus er normalt på personer, som for det første er så generelt somatisk velfungerende (skal bl.a. ikke være for gamle), at chancen for komplikationer og senfølger er små. For det andet skal de fejle noget, som begrænser sig til en lille del af legemet, f.eks. dårligt knæ. For det tredje skal lidelsen egne sig til “samlebåndsarbejde”: kunne lægeligt klares på et bestemt tidspunkt på en bestemt forud fastsat dag.

Det offentlige hospitalsvæsen er uovertruffent, når det gælder akut opståede lidelser (indebærer et system, hvor noget personale på tidspunkter er mindre travlt optaget for på andre at kunne træde til øjeblikkeligt), komplicerede sygdomme (kræver samarbejde mellem mange specialister), generelt somatisk svage personer (herunder ikke mindst de mange medicinske patienter).

Disse elementer er grundlæggende dem, som gør en gennemsnitspris i det offentlige dyrere end i det private. Hertil kommer omkostninger ved at uddanne sundhedspersonale.

Erich Bach efterlyser bevis for, at et offentligt finansieret sundhedsvæsen er billigere end et privat. Her kan jeg bl.a. henvise til det helt igennem private sundhedsvæsen i USA. Det var jeg som regionsrådsmedlem med til at se nærmere på under studierejse sidste efterår. Forholdene dér støtter på ingen måde en liberal tankegang om, at fri konkurrence og effektiv ledelse i det private bør føre til et udelukkende privat sundhedsvæsen, for USA har formentlig verdens dyreste sygehusudgifter per undersøgelse og behandling.

Et andet eksempel kan hentes fra min tid i amtsrådet i Vejle amt. På et tidspunkt blev et stort antal øjenpatienter behandlet på privathospitalet Mølholm, som kunne tilbyde operation inden for ventetidsgarantien. Pengene fossede ud af Vejle amts kasse. Vi kunne ikke få øjenklinikken på Vejle sygehus til at tage opgaver ud over normal arbejdstid. Med mindre vi ville give en overordentlig høj løn.

I stedet fik vi oprettet friklinikken i Brædstrup, hvor offentligt ansatte læger og sygeplejersker (fortrinsvis fra Horsens sygehus) var parat til at arbejde lige så fleksibelt som i det private. Det satte en effektiv stopper for de voldsomt stigende udgifter til privat behandling. Endog de borgerlige i amtsrådet måtte sande dette og stemte for friklinikken. Selv om det – med Erik Bachs ordvalg – indebar monopol, offentlig styring og favorisering af offentlige sygehuse.

Med lang tidshorisont bør vi således opbygge og understøtte et offentligt hospitalsvæsen, som har kapacitet til ideelt set alle opgaver og kun efterlader en beskeden andel til det private. Det er det billigste og giver størst tryghed: behandling på alle tidspunkter, behandling af alle lidelser, behandling af alle patientyper.

Det skal læseren have in mente ved Roal Ulrichsens leder (PN nr. 17) om, at man er langt fremme med en cand.psych.-uddannelse på Odense Universitet.

Universitets planer går nemlig på både at uddanne bachelor-psykologer og kandidat-psykologer. Helt i tråd med tankerne hos vores videnskabsminister, som helst ser flere afslutte deres universitetsuddannelse med en bachelor uden at tage de ekstra år, en kandidatuddannelse kræver.

I universitetets foreløbige beskrivelse er det særdeles svært at gennemskue, hvori forskellen på de to psykologiuddannelser består. Ved mangel på psykologarbejdskraft kan det følgelig for en del arbejdsgivere være nærliggende at ansætte personer med kort uddannelse.

Det vil være en uheldig glidebane. Skal psykologer forske, eller blot i dagligdagen sætte sig kritisk ind i nye artikler og bøger, eventuelt selv producere ny viden og ny forståelse, bør det akademiske niveau ikke ligge under en kandidatgrad.

Skal psykologer rådgive og supervisere lærere, pædagoger, socialrådgivere, sygeplejersker og andre med bachelorgrad med en del psykologi indbefattet, er det nødvendigt for et godt fagligt niveau, at psykologerne har fuld kandidateksamen.

Skal psykologer tage klinisk vare på personer med psykiske problemer, bør kvaliteten ligge over diverse mindre uddannede psykoterapeuters for ikke at risikere uheldig diagnosticering og terapi.

Skal psykologer begå sig blandt akademikere – fra psykologfaglige undersøgelser til andre vurderinger på højeste niveau, til gennemslagskraft i en organisation, til deltagelse i offentlige fora – da er vi nødt til at være uddannet på samme niveau.

Midt i glæden over at vi i Region Syddanmark har udsigt til flere psykologer bør vi altså stå sammen om målet, at der skal satses på psykologi på kandidatniveau.

Psykologstanden er sikret 15 videreuddannelsesforløb inden for børne- og ungdomspsykiatri samt 30 forløb inden for voksenpsykiatri. Men den er ikke garanteret, at de kommende specialpsykologer vil komme til at få beføjelser, som psykologer ikke har i dag. Dertil kræves en nytænkning – ikke mindst hos afdelingsledelserne, men også hos speciallæger i al almindelighed. Sker denne nytænkning ikke, må psykologerne nøjes med at lave opgaver på niveau med de hidtil kendte.

Betingelserne for en kulturændring er dog gode. Lægestanden vil kunne tænke, at hvis de erfarne psykologer (som påtænkt) har fået deres specialuddannelse autoriseret af Sundhedsstyrelsen, da er de omfattet af et særligt ansvar, som lægerne trygt vil kunne udnytte i en tid med knappe lægeressourcer.

Det vil også understøtte processen mod en kulturændring, at psykologerne undervejs skal være borte på kursus i 66 dage, at de af afdelingens speciallæger og dygtige psykologer skal modtage en mængde supervision (timetal er ikke nedfældet), og at de i 12 uger skal igennem en forskningstræning med afsluttende fremlæggelse og godkendelse af rapport. Denne voldsomme eksponering mod uddannelsesforløb og forbrug af arbejdstimer i forsknings- og uddannelsesøjemed vil givet være en øjenåbner for, at afdelingens psykologer ikke blot har kompetencer ved ansættelsen, men i den grad får det siden.

Ydermere har det betydning for kulturændringen, at der vil opstå en særlig vi-følelse mellem læger og psykologer, når der på afdelingen vil eksistere I-psykologer (introduktionspsykologer i et etårigt ansættelsesforløb), U-psykologer (på vej til at blive specialpsykologer i en treårig hoveduddannelse) og specialpsykologer. Altså helt parallelt med I-læger, U-læger og speciallæger. Psykologgruppen vil på denne måde komme til at adskille sig yderligere fra andre faggrupper inden for psykiatrien, f.eks. sygeplejersker og socialrådgivere, som slet ikke vil have et lignende uddannelsesforløb.

Et sidste skridt mod en opfattelse af, at man trygt og sikkert kan overlade visitation, akutarbejde, stuegang og teamledelse til psykologer sker, hvis løndannelsen for specialpsykologer nærmer sig lægernes niveau. Vi kommer nemlig ikke uden om, at megen bevidsthed om faggruppers værd er knyttet op til den løn, de oppebærer. Her ligger der således en særlig opgave og forpligtelse for tillidsmænd og overenskomstforhandlende parter.

Og så har jeg måske alligevel i ovenstående glemt en vigtig faktor. Nemlig at psykologerne selv skal brænde for ændringerne. Ikke alle psykologer er begejstrede for at påtage sig det ansvar, som ligger i helt selvstændigt at visitere, tage vagter (akutarbejde) og ledelsesansvar (f.eks. via stuegange). I første omgang er det dog frivilligt for psykologer (i modsætning til hvad der gælder for læger), om de vil reflektere på stillingsopslagene som specialpsykolog; men der skulle jo gerne være nok, som er parate til at videreuddanne sig og få papir på deres færdigheder. Også selv om det efterfølgende indebærer særlige forpligtelser.

Det bliver en spændende fremtid med kulturændring, øget værdsættelse af psykologers kompetencer, statsanerkendelse af deres position, større brug af psykologfaglig viden og færdigheder.

Det undrer mig ikke, at det netop er fra en mand, som i 10 år har været borgmester for den store by Odense, at vi får en sådan udmelding her i marts 2008.

I forbindelse med amternes nedlæggelse er Odense kommune nemlig bl.a. gået i gang med at overtage rub og stub af institutioner på alle sociale områder (handicap, socialpsykiatri, udadreagerende børn og unge). Konsekvensen er, at alle de andre kommuner på Fyn får dårligere betingelser for at drive sådanne institutioner, idet klientgrundlaget bliver reduceret, og eventuelt tilbageblevne institutioner kommer nemt til at ligge milevidt væk, måske i en kommune på den modsatte side af Fyn.

Også for sygehusene går tendensen mod øget centralisering. Det kostede regionalpolitikerne blod, sved og tårer at komme til et kompromis om at skære 13 akutsygehuse ned til 5 akutsygehuse i Region Syddanmark. Skal der kun være et enkelt – som ønsket af Anker Boye – vil begrundelsen for at opretholde regionsstyret selvfølgelig forsvinde.

Vi kan så få statsejede, ganske få sygehuse. Det har vi set på andre, statsstyrede områder. Der er kommet færre byer med selvstændig politikreds, dommerkontor, statsamtforvaltning, skattekontor, seminarium osv. Aktuelt ser også gymnasier, f.eks. Tørring gymnasium, frem til betydelige vanskeligheder med at kunne overleve i en centraliseret verden, når de ikke længere har amterne til at bakke op om en geografisk bredde blandt ungdomsuddannelserne.

Det er derfor nu indvendingerne mod embedsmandsstyre og voldsom centralisering skal komme frem, hvis man ser en fordel i, at borgerne i kraft af deres politiske repræsentanter skal have mulighed for at blande sig i en planlægning af et Danmarkskort, som rummer andet end tre universitetsbyer.

I dag sker det modsatte i mange tilfælde. Regeringen har nemlig indført én måneds behandlingsgaranti for alle patienttyper.

Det medfører, at de offentlige sygehuse drives af en sparetankegang: søger at undgå at sende patienter til de dyre privathospitaler. Det sker ved at lade mennesker med de mest ukomplicerede lidelser komme forrest i køen. Det er jo dem, de private sygehuse vil og kan behandle. Patienter med alvorlige og omsiggribende komplikationer kan derfor komme til at vente over en måned.

Men det kan da ikke være rigtigt, at mennesker med åreknuder, springfingre eller fedme skal prioriteres lige så højt som dem med kræft og hjerte-karsygdomme.

Vi skal derfor have en differentieret behandlingsgaranti, hvor de mest syge behandles først.

For en måned siden mistede min 13-årige søn sin far i en trafikulykke. I sidste uge døde hans bedstemor. Herefter ville han ikke i skole.

Det har altid knebet med at lave lektier. Han har svært ved det, og kun min nye mand – ikke mig – er dygtig nok til at finde ud af dem. Til læreren har han skrevet, at han ikke kan samle tankerne om skolegangen.

Jeg har prøvet at få ham til at tale med mig, og han siger da, at han er ked af det og græder indimellem. Men jeg synes ikke, at han rigtig lukker sig op. Har du et godt råd?

Venlig hilsen Signe

Kære Signe

Det er ikke muligt at sige, hvordan det er rigtigt at sørge. At være ked af det i din søns situation er under alle omstændigheder naturligt. At sætte ord på sin sorg er for mange vældig svært og derfor også helt i sin orden.

Dødsfald betyder ikke blot, at man mister mennesker, man holder af. Det tydeliggør også mange andre ting, som man ikke har magt over i sin tilværelse. Ens vanskeligheder med lektielæsning og skolelærdom bliver særlig fremtrædende i ens bevidsthed, og herskede noget tankemylder i forvejen, vil det komme i øget styrke i forbindelse med dødsfald.

Tag derfor en snak med klasselæreren for at skabe god forståelse og accept af, at din søn et stykke tid afleverer færre opgaver og ikke presses i undervisningen.

Bed din nye mand om nænsomt at stå for lektiestøtte. Lad ham eventuelt i en periode løse en del af de skriftlige hjemmeopgaver, så din søn nærmest ikke skiller sig ud fra de andre elever i forbindelse med aflevering.

Gå med din søn hen på kirkegården, sæt et par blomster og græd sammen. Bed ham hjemme tegne minder om sin far. Del tanker ved at se i fotoalbummet. Læs sammen om døden, f.eks. i bogen Brødrene Løvehjerte.

Sæt på en blid facon ord på, hvad du tror, din søn har oplevet, og på, hvordan han formentlig har det. For selv om din søn kun måtte have mindre lyst til at åbne sig, vil han alligevel få bearbejdet mange tanker og følelser gennem dine ord.

Venlig hilsen Pierre

Min mor kommer jævnligt på besøg, hvilket jeg nyder, da hun er rigtig sød og omsorgsfuld. Desværre kommer hun indimellem til at slippe en vind. Det får min datter til at udbryde: “Mormor prutter, mormor prutter!”

Jeg har uden held fået hende til at stoppe med disse udbrud. Meddelt at hun skal skamme sig, at man ikke siger sådan noget, at hun skal gå ind på sit værelse. Men det er, som om hun bare triumferer endnu voldsommere og fremtræder endnu mere gavtyvagtig. Begynder f.eks. at sige: “Prut, prut, prut, prut”.

Den rødmende mor

Kære rødmende mor

At pådutte andre en følelse (“Skam”), som de ikke har i forvejen, er en sikker vej til nederlag. Bare det at indleve sig i sin mormor må være noget af en opgave for en 5-årig.

Du kan imidlertid inden din mors besøg tage en uforstyrret snak med din datter. Uforstyrret vil signalere, at du mener det alvorligt.

Anerkend at det er rigtig nok, at mormor prutter, men at hun ikke kan gøre for det og bliver ked af det, når nogle omtaler det. Her i familien satser vi på at gøre andre glade.

Herefter skal du tænke over – gerne højt i samarbejde med din datter – hvordan hun kan have det sjovt under mormors besøg. Typisk er der alt for megen voksensnak og alt for få børneaktiviteter. Det frister børn til at sige eller gøre noget for at komme i centrum. At tale om mormors prutteri er tydeligvis noget, som giver opmærksomhed.

Beslut på forhånd med datter og mormor, at I dels skal spille kort, dels lægge perler på plade (eller hvad der nu kan fange interessen for alle). Lad også alle vide, at der derudover er voksentid, hvor din datter kan vælge at kede sig stille i de voksnes selskab eller gå et andet sted hen, lege, se video eller hvad der nu kan være mere spændende end høre to “gamle” mennesker snakke.

Skulle din datter alligevel føle sig kaldet til at udbryde, at mormor prutter, tager du hende med ind på værelset.

Her repeteres din indstilling. I keder jer lidt, går tilbage når ønsket adfærd er forstået og accepteret. Det virksomme består i, at hun er med på, at du mener det alvorligt, og at valget står mellem at kede sig eller lave noget, der ikke generer.
Venlig hilsen Pierre Topaz

Min datter på 7 år bliver drillet. Hun er for tyk. Jeg synes, det ikke er voldsomt meget; men kammerater kan finde på at fremsætte spydige bemærkninger. Det går selvfølgelig hende på, os andre med.

Hilsen Gitte

Kære Gitte

Det er på mange måder nemmere at gøre noget ved børns vægt end voksnes, for vanerne er endnu ikke så indarbejdet, og meget af deres liv bliver styret af forældrene.

Principperne for at tabe sig er de samme, som gælder for voksne: 1) indtag færre kalorier, 2) brug flere kalorier, 3) få øget selvværd. Da børn på 7 år i stort omfang har deres forældre som rollemodeller, kan du via adfærd og udtalelser fremme og understøtte processen mod færre kalorier.

Tre forhold er vigtige omkring fødeindtagelsen: hvad vi drikker, hvad vi spiser, og hvad vi har til rådighed af lækkerier og mellemmåltider.

Prøv at erstatte lækre spiser med tilsvarende, blot med færre kalorier. Danske børn drikker f.eks. alt for meget sodavand. Her kan du forsøge med danskvand iblandet en sjat kalorielet saftdrik (fås i mange svagsvarianter).

Spisevanerne behøver heller ikke lægges helt om. Faktisk er madvaner nemmere at ændre, hvis de nye spiser minder om de gamle. En hjemmebagt pizza (gerne med datteren som medkok) fyldt med kalorielet tun og grøntsager i stedet for kalorietung ost og salami.

Hav altid frisk frugt på sofabordet og gerne skrællede gulerødder i indbydende stave i køleskabet. Slik nydes i passende mængde én aften om ugen til fjernsynets Disney show.

Motion foregår inde som ude; men husk det skal være sjovt! En investering i computerprogrammet Wii kan være guld værd. Her kan barnet (og den voksne) foran fjernsynet spille tennis, bokse og meget andet, som kræver lystige anstrengelser.

Udenfor gælder det ophold (gerne med dig) på legepladser eller naboens trampolin. Følger du med på gåben eller cykel, er din datter nok også til at lokke til en tur eller cykle i skole frem for at blive kørt i bilen.

Din deltagelse i datterens liv er faktisk en af de nemmeste måder at øge selvværdet på. Tænk at mor eller far holder så meget af mig, at de er glade for at være sammen med mig! Og snakke meget med mig! Du anerkender hende for de tanker og den adfærd, du gerne vil understøtte, og det uønskede går du let hen over. Med øget selvværd klarer vi lettere sund mad og glad motion.

Held og lykke med projektet. Det skal nok lykkes.

Venlig hilsen Pierre

Vi er mange, som i flere år har klaget over den alt for lille kapacitet. Det er ikke i orden. Og fremover skal Vejle sygehus jo klare endnu flere ambulante patienter.

Nu har regionsrådet heldigvis lyttet til de mange klager og har 26. oktober bevilget 41 millioner kroner for at løse problemerne. Så kan der bygges et parkeringshus i 6 etager ved sygehusvaskeriet. Det betyder 600 nye P-pladser fra august 2010.

Ved regionsrådsvalget den 17. november er det således vigtigt at sætte kryds ved en vejlenser, så Vejles stemme fortsat høres i Regionsråd Syddanmark.

Det er negativt, at nogle nu har ødelagt gelænderet i den ene side. Selv om gelænderet var lavet i tykt træ, kan det ikke have været verdens sværeste manddomsprøve, at ruske så meget i det, at dets fæstning til underlaget gik i stykker.

Et godt nytårsforsæt kunne være at tilskynde dem med trang til manddomsprøver til at udfolde sig dér, hvor der kommer noget konstruktivt ud af udfoldelserne.